(+45) 86 999 999

Første gang du skal have firmabil? Her er det vigtigste, du skal vide

Oliver Schønning Lauritsen
Oliver Schønning Lauritsen
Leasingkonsulent·
BeskatningLønFirmabilRådgivningGuide

En guide til dig, som skal have firmabil for første gang


For mange kommer spørgsmålet om firmabil på et tidspunkt i arbejdslivet, og ofte opstår der hurtigt en masse spørgsmål. Firmabil kan være en rigtig god løsning. Men det er også en beslutning, der påvirker både økonomi og hverdag. Derfor giver det mening at forstå de vigtigste ting, før man vælger.

I denne guide gennemgår vi:

✓ Hvad en firmabil egentlig er.

✓ Hvordan beskatning fungerer.

✓ Hvornår firmabil giver mening.

✓ Forskellen på en fabriksny og en nyere brugt firmabil.

✓ Hvordan du vælger den rigtige bil.

✓ Gode råd til valg af firmabil for første gang

Hvad er en firmabil, og hvorfor vælge det?

En firmabil er en bil, som virksomheden stiller til rådighed som en del af din lønpakke. Hvis bilen også må bruges privat – fx. til ferie, indkøb eller weekendture – bliver den betragtet som et personalegode. Derfor skal du beskattes af den, og det kaldes beskatning af fri bil.

Normalt når man ejer eller leaser en bil privat, står man selv for alle omkostninger og de månedlige betalinger. Ved firmabil er en stor del af bilens udgifter derimod typisk samlet ét sted og dækket af din arbejdsgiver.

Det kan inkludere:

  • Service og vedligeholdelse
  • Forsikring
  • Grøn ejerafgift
  • Brændstof

Det er din arbejdsgiver, som sørger for, at du betaler skat af bilen. Det foregår via. din lønseddel.

Leasingassistent hos Agilease arbejder ved sin computer på kontoret
BMW M3 firmabil fotograferet hos Agilease som eksempel på attraktive firmabilsløsninger til erhverv.

Hvad er beskatning af fri bil?

Når du får en firmabil til rådighed er det virksomheden, der betaler for bilen. Men fordi du også må bruge den privat, skal du beskattes af den. Det betyder helt enkelt, at du får lidt mindre udbetalt i løn hver måned mod til gengæld at have en bil stillet til rådighed.

Hvor meget du får mindre udbetalt i løn hver måned afhænger blandt andet af bilens beskatningsgrundlag og din personlige skatteprocent.


Med vores beskatningsberegner kan du hurtigt få et estimat på, hvad forskellige firmabiler vil koste dig om måneden efter skat.

Hvordan beregnes beskatning af fri bil?

Beskatningen beregnes som 22,5% af bilens værdi.

Derudover lægges et miljøtillæg oveni, som afhænger af bilens ejerafgift.

Den samlede værdi bliver herefter beskattet med din personlige skatteprocent.

Hvad er beskatningsgrundlaget på en firmabil?

Beskatningsgrundlaget er den værdi, der bruges til at beregne skatten på en firmabil. For nye biler tager beregningen typisk udgangspunkt i bilens nyvognspris, mens ældre biler i visse tilfælde beskattes ud fra en lavere værdi. Beskatningsgrundlaget er derfor afgørende for, hvor meget du betaler i skat.

Påvirker en firmabil min udbetalte løn?

Ja. Værdien af fri bil bliver lagt oven i din løn som en skattepligtig fordel.

Det betyder, at din udbetalte løn bliver lavere, svarende til den skat, du betaler af firmabilen.

Kan firmabil betale sig?

For mange er svaret ja – men det afhænger af, hvordan du bruger bilen.

Firmabil giver god mening for dig som:

  • Du kører mange kilometer i forbindelse med arbejdet og/eller privat.

  • Du vil gerne kende din biløkonomi måned for måned.

  • Du ønsker ikke selv at stå for service, brændstof, forsikring og værkstedsregninger.

  • Du vil gerne bruge den samme bil både privat og til arbejde.

  • Du foretrækker en løsning, hvor det meste er samlet ét sted.

Her kan egen bil være et bedre valg:

  • Du kører kun få kilometer.

  • Du har allerede en bil, som passer til dit behov.

  • Du vil gerne selv bestemme over biløkonomi.

  • Du har ikke noget imod selv at håndtere drift, vedligeholdelse og værditab.

Firmabil eller egen bil med kørselsgodtgørelse – hvad kan bedst betale sig?

Hvad er forskellen på fabriksnye og nyere brugte firmabiler – og hvad betyder det for dig?

Medarbejder arbejder med leasingsupport og administration på Agileases kontor.

Fabriksnye biler

Bilen er under 3 år gammel.

En fabriksny bil er en bil, der enten er helt ny eller har været indregistreret i mindre end 36 måneder.

På fabriksnye biler bliver beskatningsgrundlaget beregnet ud fra bilens nypris inkl. moms, registreringsafgift og leveringsomkostninger.

Det betyder, at hvis en bil har et beskatningsgrundlag på 900.000 kr., så er det den værdi, din beskatning tager udgangspunkt i de første tre år.

Selvom bilen falder i værdi i perioden, ændrer beskatningsgrundlaget sig som udgangspunkt ikke. Derfor vil din månedlige pris typisk være den samme gennem de første tre år.

Bemærk

Beskatningen ligger ikke helt fast fra dag et. Når en bil indregistreres som fabriksny, er beskatningsgrundlaget foreløbigt. Senest tre måneder efter første indregistrering skal bilens afgiftspligtige værdi genberegnes. Det betyder, at den beskatning, du fik oplyst fra start, kan ændre sig fra den fjerde måned. Bliver den genberegnede værdi højere, stiger beløbet for fri bil på din lønseddel, så du får mindre udbetalt. Uden at du har gjort noget anderledes. Det er en usikkerhed, du ikke har på en nyere brugt bil, hvor genberegningen for længst er foretaget, og grundlaget er kendt fra start.

Nyere brugte biler

Bilen er over 3 år gammel ved anskaffelsen

Hvis bilen allerede er mere end 36 måneder gammel, når den anskaffes, opgøres beskatningsgrundlaget ud fra bilens markedsværdi og ikke den oprindelige nypris.

Et eksempel: En bil, der kostede 900.000 kr. som ny, men efter tre år har en markedsværdi på 350.000 kr., beskattes med udgangspunkt i de 350.000 kr.

Vær opmærksom på: Beskatningsgrundlaget kan aldrig sættes under 160.000 kr., uanset hvor billig bilen er.

Sammenligning af beskatning mellem fabriksny firmabil og brugt firmabil.

Hvad betyder det for dig?

For dig betyder det, at du med en nyere brugt firmabil ofte kan få en bil, der føles næsten som ny, men som koster væsentligt mindre om måneden efter skat.

Det skyldes ikke, at bilen er dårligere, men at beskatningen tager udgangspunkt i markedsværdi i stedet for den gunstigt høje nypris (specielt i år to og tre).

Derfor vælger mange en nyere brugt firmabil. De får ofte den samme komfort, det samme udstyr og den samme køreoplevelse som i en fabriksny bil, men med en lavere månedlig beskatning.

Vi har samlet en guide, hvor vi viser et konkret eksempel på en Audi e-tron og sammenligner, hvad den koster om måneden som fabriksny og som nyere brugt.

Hvorfor har Agilease fokus på nyere brugte firmabiler?

Hos Agilease har vi specialiseret os i nyere brugte firmabiler, fordi de i mange tilfælde giver en bedre samlet økonomi for firmabilsbrugeren.

Alle vores biler gennemgår et grundigt teknisk eftersyn på vores eget Bosch Car Service-værksted, inden de bliver leveret. Det betyder, at du får en bil, der er gennemgået og klargjort – og som stadig har nybilsfølelsen.

Kan jeg vælge mellem alle biler?

Når din arbejdsgiver stiller en firmabil til rådighed vil de typisk give dig et budget, som du kan finde en bil indenfor. Men inden for det budget kan der være rigtig mange valgmuligheder.

Når vi rådgiver om valg af firmabil kigger vi derfor ikke kun på mærke og modeller. Vi vil typisk også spørge dig ind til følgende:


Hvor langt kører du?

Har du brug for meget plads?

Skal bilen bruges af familien?

Foretrækker du elbil, hybrid eller benzin?


Derefter finder vi sammen en bil, der både stemmer overens med virksomhedens budget, dine egen økonomiske præferencer om beskatningsværdi og dine behov. På den måde tror vi på, at vi finder en løsning, som passer bedst til din hverdag.

Vi er uafhængige af bilmærker og hjælper med at finde den løsning, der passer bedst – uanset om bilen skal findes på det danske marked eller importeres.

Vores bedste råd

Hvis det er første gang, du skal have firmabil, så start ikke med at vælge bilen. Start med at finde ud af:

✓ Hvad må bilen koste dig om måneden?

✓ Hvordan skal den fungere i din hverdag?

✓ Hvad er vigtigt for dig – plads, komfort, rækkevidde eller noget helt fjerde?

Når de spørgsmål er besvaret, bliver det meget lettere at finde den rigtige bil.

Det er helt normalt at have spørgsmål, når man skal vælge firmabil for første gang.

Måske er du i tvivl om beskatning. Måske vil du gerne vide, hvad en bestemt bil vil koste dig. Eller måske vil du bare gerne være sikker på, at du vælger den rigtige løsning.

Uanset hvad, er du altid velkommen til at kontakte os. Det er helt uforpligtende, og ingen spørgsmål er for store eller for små.

Leasingrådgivere fra Agilease samlet til daglig sparring om firmabiler, erhvervsleasing og operationel leasing.
Book uforpligtende rådgivning
Henvender du dig som privat eller erhverv?